Pizza

pizza hjemmelavet

Pizza

Der er ingen andre retter vi får så tit som pizza! Men hjemmelavet pizza er også meget nemt at variere – og det smager jo fantastisk. 

Og så er det en ret, der er nem at være flere om at lave, hvilket alene gør, at det til en af vores favorit-retter. Og helt sikkert vores mest gennemprøvede opskrift:)

Dejen og tomatsaucen synes jeg er de vigtigste dele af en pizza. Det er det, der kan gøre forskellen på en middelmådig eller en fantastisk pizza. 
Og så naturligvis kvaliteten af råvarerne.

Ingredienser
Dej:
5 dl. koldt vand
10-15 g gær
2 tsk. salt 
3 spsk olivenolie
2½ dl durummel
2½ dl ølandshvedemel
Hvedemel


Tomatsauce:
2-3 fed hvidløg i skiver
1 spsk. olivenolie
300 g tomater, skåret i mindre stykker eller et glas/dåse flåede tomater
Blandede krydderurter - hvad du har - gerne en blanding af friske og tørrede. Fx oregano, timian, estragon, persille, merian (salvie og rosmarin synes jeg ikke klær' en tomatsauce, til gengæld er de skønne ovenpå pizzaen)
Evt. et laurbærblad
Salt
Evt. ½ tsk. sukker - hvis de flåede tomater er bitre - smag dig frem


Fyldet kan være næsten alt muligt, og her er nogle at vores favorit fyld:
Vores nyeste favoritfyld er kogt porre og grillede/stegte grønne asparges, det er virkelig delikat og umami i smagen

• Kartofler (rå i tynde skiver) og frisk rosmarin – tak Anette:)
  - eller Hokkaido eller butternutsquash - rå og i tynde skiver
• Serranoskinke
• Svampe i tykke skiver (steges i olivenolie/smør først)
• Skært oksekød (gerne en tilberedt rest, og ellers steges det på en pande med lidt    olie først
• Løg – rå i skiver
• Kammuslinger vendt i persillepesto
• Chorizo (hvis den er fed, steges den først på en tør pande)
• Rød peber - rå i skiver, eller ovnbagte/grillede
• Grillede skiver af aubergine
• Artiskokker
• Fennikel i skiver
• Gode oliven - vores favorit er dem af sorten Gordal (dem vi selv har i butikken)
• Kogt/stegt kylling eller confit de canard (skal  ikke lægges for tyndt ud - da det så bliver tørt)
• Friske tomat skiver og hakket persille og hvidløg blandet med lidt salt og olivenolie (blandingen fordeles over hele pizzaen)

Når pizzaen kommer ud af ovnen, kommer vi næsten altid tørret oregano på. Men der kan også være små skåle på bordet:
• Fisk ramsløg – i sæson
• Rucola
• Frisk basilikum
• Hvidløg: presset/hakket og blandet i olie med lidt salt
• Chili: hakket fint og blandet (eller blendet med) i olie med lidt salt 
- i sæson: Friske jordbær i skiver er faktisk heller ikke så tosset
Du kan også bruge vores nye små olivenolier med hhv. hvidløg, chili eller rosmarin. De er lavet af friske nyhøstede frugter: 90% oliven og 10% hhv. hvidløg, chili eller rosmarin, de er blandet og lavet til olie sammen, og det smager derfor helt fantastisk!


Ost: 
Vi bruger en blanding af (mest) revet fed harvarti ost (det er en friskost ligesom mozarela, og vi synes den er meget bedre end sit rygte), og (noget mindre) frisk mozzarella i skiver  Det synes vi giver den bedste smag, uden at pizzaen bliver enten alt for tør eller fed.

Til 3-4 pizzaer: 2 alm. poser frisk mozarella og 1 revet flødehavarti á 400 g.

Det kan sagtens være rester på en pizza.
I fryseren har jeg en stor genoplukkelig frysepose, hvori jeg lægger fx en rest skinke, inden den bliver for gammel, et par artiskokker der ikke lige bliver brugt, et par skiver steg osv. På den måde har vi næsten altid fyld til en pizza.

Sådan gør du
Dej:
Bland alt undtagen hvedemel – i et stort bagefad, eller 2-3 min i røremaskinen.
Tilsæt derefter hvedemel lidt ad gangen, til det er en blød og smidig dej.
Jo længere du ælter, jo bedre. Jeg gir dejen 20-25 min i røremaskinen.

Man kan jo skiftes til at ælte, og se hvem der kan gøre det længst. Hos os har konkurrencer altid været gode til at sætte gang i familien, en sjovt måde at aktivere vores sønner, uanset om det var oprydning, nye grøntsager eller at køre pastadejen gennem maskinen med håndsving.


Dæk skålen med et viskestykke/en skål/husholdningsfilm og lad dejen hæve 4 timer (hvis du har mindre tid, så tilsæt mere gær og lunkent vand, hvis du har mere tid så sæt dejen køligt).

Ovnen tændes i god tid, på min. 230 grader eller meget gerne mere hvis din ovn kan det.
Hvis du bruger bagestål - det bedste til pizza efter vores mening - sættes den i ovnen på en rist, lidt over midterrillen.
Hvis I bruger pizzasten, sættes den ind i ovnen inden den tændes.

Tomatsaucen:
Steg hvidløg i lidt olie i en lille gryde. Tilsæt friske eller flåede tomater, krydderurter og lidt salt + evt et laurbærblad. 
Lad saucen koge 15-20 min. (gerne længere).
Blend saucen og tilsæt sukker. Smag til med salt og evt. peber.
Det er ret vigtigt at tomatsaucen køler af inden den bruges - især hvis du bruger bagestål.

Du kan også gøre det lidt nemmere med et glas hjemmelavet henkogte tomater (se under menuen mad):
Ryst glasset (kraftigt), hvorefter man enten kan koge det lidt ind (beholder al saft og kraft i saucen), eller hælde den mest vandede væde fra, og bruge i suppe/sauce en af dagene efter.

Fyld:
Gør det ønskede fyld klart og stil det i skåle.

Når ovnen er næsten helt varm, og alle ingredienser står klart - kan man begynde at rulle dejen ud.
Del dejen op i passende stykker – til vores bagestål passer en klump dej på størrelse med en stor appelsin.


Tip:
Gem evt. en eller to af disse i en tildækket skål i køleskabet.
Det giver en mere sej og lækker skorpe næste gang du laver pizza. Også uden at dejen hæver mere end en times tid!

Det er en slags "surdej" til næste gang du laver pizza - den kan sagtens holde et par uger - slå den ned et par gange om ugen, når du alligevel åbner køleskaber.
Put først surdejen og vand i skålen, og ælt det til mindre stykker med hænderne - tilsæt resten af ingredienserne på samme måde som beskrevet ovenfor - lige så meget gær!

På et meldrysset bord rulles dejen ud, så det passer i størrelsen til bageplade/pizzasten. Lad dejen hvile nogle minutter.

Pizzaen klargøres til bagestål: Ovnen skal varme en 30-40 min efter at ovnen har indikeret at den er varm - for at bagestålet er helt varmt!
Her er det vigtigt at være hurtig!
Sørg for at der er mel under den udruldede dej.
Fordel først tomatsauce på dejen, derefter en god håndfuld ost og fordel fyldet ovenpå - det er vigtigt at være en smugle nærig med fyld, det giver den bedste pizza 
– det må gerne være i temaer/2-3 ingredienser pr. pizza.

Brug den bagespade/plade du forhåbentlig købte sammen med dit bagestål.
Med et snuptag føres bagespaden ind under dejen/Pizzaen så hele pizzaen er på bagespaden. Og i et snuptag "kastes" den ind på bagestålet.
(prøv at lægge mærke til hvordan de gør på et pizzaria - det er præcis sådan du også kan gøre det med bagestål).
Pizzaen skal ikke have ret længe - så hold øje med den!
Den tages ud igen med bagespaden og serveres evt. med et drys tørret oregano.
Lad pizzaen sætte sig et par minutter før du skærer den ud.

Pizzaen klargøres til pizzasten/bageplade:
Her er det også vigtigt at være hurtig, så stenen/bagepladen ikke køler for meget – og at være forsigtig, for stenen er rygende varm!: 
Pizzastenen/bageladen tages ud af ovnen, drys lidt mel på og læg dejen på.
(På en bageplade lægges evt. et stykke bagepapir)

Når dejen er lagt på plade/sten, fordeles tomatsauce – ca. ½ dl – med hænder eller en ske fordeles saucen i et tyndt lag ud over hele dejen.

Fordel osten – prøv jer frem til den mængde der passer i jeres smag.

Herefter fordeles det fyld I har gjort klart – det må gerne være i temaer/2-3 ingredienser pr. pizza, og sparsomt med fyld, det giver efter vores smag, den bedste pizza.

Bag pizzaen i 10-15 min midt i ovnen – drys evt. med oregano og lad den hvile et par minutter inden i skærer den til.

Imens den første pizza er i ovnen, kan næste dejstykke rulles ud, så det ligger klart til bagestålet/pizzastenen.
Hvis I bruger bageplader, kan I gøre den næste pizza helt klar på bagepapiret (men den skal ikke stå mere end 2-3 min. inden den bages – ellers bliver bunden for våd at tomatsaucen).

Det hyggelige ved pizza er, at man har tid til snak og automatisk bruger mere tid ved bordet, fordi man sidder og venter på næste pizza ind i mellem.
Det er en god idé at have en salat eller lidt snasks af grønt som kan spises i pauserne. Fx: gulerødder, agurk, tomater, peberfrugt, melon mm.
For den eneste mindre gode ting ved pizza er, at det kan være svært at få grønt nok.

 

Grapeland er også en olivenoliebutik

Se her en video om hvordan du holder din olivenolie frisk og lækker længere.

Se mere om olivenolie her


Du kan bl.a. læse om hvordan du vælger den bedste olivenolie, hvordan olivenolie er lavet mv.

Det siger vores kunder

Tak for ENDNU en skøn smagning…….

vi elsker at komme nede hos jer.  God stemning og skønne vine……og ja….så jer :)

Kunne fornemme hele vejen rundt……at der var stor tilfredshed. Så tak for en god smagning.

Thomas

Fantastisk olivenolie

Den lækreste og friskeste olie, jeg har smagt - citrusagtig. Fantastisk til både kold og varm brug!

Lene

Jeg har anbefalet jeres butik til flere og glæder mig til mit næste besøg

Mange tak for den fine vejledning i butikken i går og, ikke mindst for materialet, som var en stor hjælp, da vi skulle præsentere vinene.

Alle gæster (og vi som værter) var meget begejstrede for vinene; ikke mindst Legado da Familia (flere gæsters favoritvin), Torralvo (virkelig lækker, topvin til prisen) og De Forbandede Kaniner (som flere troede var langt dyrere).

Michael

Når man først har fået smag for Grapelands olie, forstår man virkelig forskellen på olier.

Den er frisk og lækker, og kan nydes helt for sig selv med et stykke brød. Jeg bruger den til al madlavning.

Trine