Kartoffelsalat med pickles og ansjoser
Her er opskriften på: Kartoffelsalaten der nok bliver en ny favorit hjemme hos os:)
(Ingredienser er markeret med fed skrift)
Sæt 2 æg over og kog dem - hårdkogt.
Skyl og rens 1 kg kartofler, kog dem i saltet vand med skrællen på.
Imens hakkes dette fint:
2 sp. sk. kapers
1 syltet peber (grillet og pillet eller fra glas)
5 ansjoser
en god håndfuld pickles - hvad du nu har
en god håndfuld grønne oliven - udsten dem eller brug disse meget store oliven
5-6 store basilikumblade
Hæld det i en skål og tilsæt 2 sp. sk. mild lys vineddike og 4 sp. sk. god olivenolie, bland godt.
Når kartoflerne er kogt færdige hældes vandet fra - hæld dem over på et fad så de kan køle af inden du piller dem - det samme med æggene.
Æggene hakkes fint og mases ud med en kniv og røres sammen med de andre hakkede ingredienser, lad det stå og trække til kartoflerne er kølet helt af.
Skær kartoflerne i skiver - ret tynde - og fordel dem på et fad, fordel fyldet over kartoflerne og pynt evt. med basilikum, frisk oregano og/eller persille.
Alternativt kan du blande kartoflerne i skålen og servere sådan.
Server som tilbehør eller tilsæt hvide kogte bønner/kikærter og brug som en let ret.
Denne salat smager også virkelig godt dagen efter.